Slægtsskab er en biologisk realitet. Lige meget hvad folk finder på i deres liv, dette kan de ikke lave om. Navne er noget man vælger, enten ens forældre eller en selv – de er mærkater underlagt kulturelle skikke og til at ændre gennem livet.
Og så har vi balladen. For navneskikke kan i den grad vanskeliggøre at spore slægten tilbage i tiden.
Normen med faste efternavne/slægtsnavne fra generation til generation – minus halvdelen af befolkningen, gifte kvinder! – er først blevet fremherskende i nyere tid. Går man bare lidt mere end 100 år tilbage, bliver det umuligt at følge det biologiske slægtsskab via slægtsnavne undtagen for adelige, og til en vis grad for borgerlige fra omkring 1600-tallet.
Patronymer
Man har traditionelt anvendt to former for efternavne: patronymer og tilnavne, og mange havde begge. Patronym vil sige at efternavnet dannes af faderens fornavn, fx fra faderen Hans gav man børnene efternavnet Hansen/Hansdatter alt efter køn. Tilnavne kan være fx Bager, Hjort, Bjerre, Høst, Skov, Østergård – og mange mange andre, som Holt. Tilnavnene kunne arves fra faderen eller tages fra fx et erhverv eller en gård.
Skikken med tilnavne opstod fordi der var så ringe variation i fornavne og efternavne (Peder, Niels, Jensen, Andersen etc.), at der var behov for, groft sagt, at kunne kende forskel på folk – altså mere specifikke kendetegn.
Med patronymer bliver konsekvensen at slægtsnavne/efternavne skifter med hver ny generation. Man kan ikke spore sin slægt via slægtsnavnet. I den udstrækning, eventuelle tilnavne bevares, får de til gengæld en funktion som det reelle slægtsnavn og ender ofte med at være det. Sådan også i Holt-slægten.
Med dåbsforordningen af 30.5.1828 blev ‘faste’ efternavne lovbestemt. Men forordningen og det efterfølgende cirkulære af 4.10.1828 blev alligevel fortolket sådan at man fortsat kunne vælge patronym for hver ny generation. Kirke- og Undervisningsministeriet udsendte derfor et cirkulære af 6. august 1856, hvori det slås fast
Patronymer blev ikke desto mindre stadig brugt enkelte steder helt op til slutningen af 1800-tallet, især på landet – som også tilfældet i Holt-familien.
Oprindelig brugte man både -søn og -datter ved patronymer, men iflg. 1828-forordningen skulle alle søskende fremover have samme efternavn, og det var faktisk en af de bestemmelser, der reelt blev fulgt. Hvis det var patronym blev det derefter -sen (for begge køn).
Navneskift
I fremtiden… bliver det ikke nemmere at være slægtsforsker – eller for den sags skyld menigt familiemedlem, der søger at holde rede på sin slægt. For dårligt nok var de nye navneskikke med faste slægtsnavne etableret før de begyndte at gå i opløsning.
Fornavneskift var tidligere næsten uhørt, men sidste år (2019) var der ca. 4.600 tilfælde. Fornavnet, den enkeltes primære navn, er ikke længere noget man er givet, det er noget man vælger og bruger som element i formningen af sin identitet. Det ændrer sig fra noget man bliver kaldt til noget man kræver at blive kaldt.
Efternavneskift fandt som regel kun sted når man blev gift, og kun kvinderne. Nu er der mange der skifter efternavn af andre grunde, hjulpet af nye friere regler, og man ser ofte at mænd og kvinder begge skifter navn når de bliver gift, f.eks. ved at deres efternavne kombineres. Iflg. Danmarks Statistik er der årligt godt 40.000 danskere, der får efternavnet ændret.
Overgangen fra patronym til patriarkalsk gjorde det nemmere at identificere dele af sin slægt, men har som sagt været under hastig forandring allerede i flere år, – godt og nødvendigt for ligestillingen, men ikke nemmere. Først og fremmest er slægtsnavnet nu blevet et forhandlingsspørgsmål – undertiden konfliktfyldt. Hvad er ‘retfærdigt’ under ligestillingens vilkår?
Mange fortsætter trods alt med at bruge mandens navn, men rigtig mange forhandlinger ender med at barnet skal have både mandens og konens efternavn, og igen sniger mandens sig ofte ind som det sidste – og dermed egentlige – efternavn. I Danmark kan man kun have ét efternavn, også kaldet familie- eller slægtsnavn. Og det er altid det sidste navn i ens fulde navn. Efternavnet kan kun bestå af flere navne (være flerleddet) hvis der er bindestreg imellem. Den udvej bruges også i stigende grad, for på den måde kommer begges efternavne med i efternavnet. Vejen fremad for bindestregs-efternavne slutter imidlertid brat, for i næste generation er der to, der hver skal have sine to efternavne med.
Den løsning vi fandt til vores børn (min familie, PH) er på dette punkt bedre. Vi besluttede os til at skiftes til at levere et enkelt efternavn til den nyfødte. Metoden er desuden både fordelingsmæssigt retfærdig og ligestillingsmæssigt godkendt. Der er bare lige det problem at den kun fungerer rigtig perfekt hvis man får et lige antal børn. Efter det første skal man altså se at få et mere, og hvis man kommer til at få et tredje, er man nødt til at få det fjerde. Som vi da også gjorde. Vi hører dog stadig til de få. Mange vil mene at det er for ‘rationelt’ og at søskende skal have samme efternavn. Men vi har ikke oplevet at det medfører ulemper.
Holt som slægtsnavn
Eftersøgningen af den første Holt i Taulov-Holt’ernes slægt førte tilbage til Hans Pedersen Holt på gården Holt i Erritsø 1664. Men dermed var Holt ikke allerede slægtsnavn. Det var det end ikke mange generationer senere: Min farfar Lorents Jensen Holt (1877-1949) arvede ganske vist Holt efter sin far, Jens Hansen Holt – men Holt var stadig et tilnavn til patronymet Jensen. Lorents’ 2 første børn kom til at hedde Jensen Holt (Bodil og Lone født henh. 1909 og 1910). Patronym var nu gået af brug – de hed ikke Lorentsen. Og Holt er nu slægtsnavnet. Han opgav desuden selv i løbet af sin levetid at bruge Jensen. På hans gravsten står der kun Lorents Holt. Til de efterfølgende 5 børn (fra 1914) droppede han Jensen, – de fik kun Holt.
Manden der lavede guldhornet – var Holt det første dokumenterede slægtsnavn i Danmark?
Og videre: Går vores stamtavle helt tilbage til ham? (1600 år!)
Min far, Jens Holt (f. 1914) var stolt af sit efternavn. Og han var særlig glad for historien om at vi nedstammede fra ham med guldhornene, den første dokumenterede, navngivne dansker. For på det ene horn, dér står det jo indgraveret: Ek Hlewagastir Holtingar horna tawiðo (også transskriberet ek hlewagastiR holtijaR horna tawido). Altså ca. “Jeg, Lægæst, Holts søn (eller Lægæst af Holt-slægt), skabte hornet”. Da min far var nationalt sindet kunne det ikke passe bedre. Han har dog sikkert vidst at det var en myte. Men det fratager ikke dermed sagen alverden i værdi. Stadig ikke. For det er en fantastisk myte, lad den leve og blive pudset op.
Når det er sagt kan vi se på, hvorfor myten desværre er en skrøne. For det første er der usikkerhed om fortolkningen af inskriptionen, for ‘holt’ er ikke nødvendigvis et egennavn. Ordet betyder ‘skov’, så det kan i sammenhængen betyde ‘skovboen’, ‘skovbeboer’ eller ‘skovmand’. For det andet, selv om guldhornet virkelig blev fremstillet af ‘Holt’s søn’, eller en mand af Holt’s slægt, ville navnet Holt ikke have skyggen af chance for at følge mandens slægt fra 400-årene op til vores Holt-slægts tidsregning. Det udelukkers selvfølgelig ikke slægtsskab. Den gamle guldsmed kan have hundredetusinder af efterkommere gående rundt i dag, og vi kan nemt være en delmængde, men det har i så fald intet med slægtsnavnet Holt at gøre.
De lærde er uenige
Inskriptionen på det korte guldhorn kan som nævnt fortolkes på flere måder. Ser man nærmere i litteraturen risikerer man desværre at blive mere forvirret end egentlig klogere på, hvad man kan regne med. Se fx artiklen i Wikipedia, – og den anviser yderligere kilder: https://da.wikipedia.org/wiki/Guldhornene
I nyeste tid har lektor Birgit Eggert, Nordisk Forskningsinstitut ved Københavns Universitet, beskæftiget sig indgående med ordet ‘holt’, og hun skriver følgende i sin ph.d. afhandling fra 2006:
“Den første gang man stifter bekendtskab med ordet holt i overleveret tekst på dansk område, er i indskriften på det korte guldhorn hvor afledningen holtijaR til sb. holt optræder. Hornet blev fundet på en mark ved Gallehus i Sønderjylland i 1734. Indskriften er skrevet med runer på urnordisk, og den lyder, med latinske bogstaver: “ek hlewagastiR holtijaR horna tawido”. Der er skrevet meget om hele indskriften på guldhornet og om ordet holtijaR. Der er to hovedopfattelser af betydningen af holtijaR. Den ene er at det er et patronym som mange mener, er et primært patronym i betydningen ‘søn af Holt(e)’ eller ‘søn af en mand hvis navn indeholder navneleddet Holt(e)’. Nogle få mener at holtijaR er et slægtsnavn som betyder ‘tilhørende en slægt benævnt efter en person (stamfader) med navnet Holt(e)’. Den anden hovedopfattelse er at holtijaR er et inkolentnavn, og de fleste med denne opfattelse mener at det betyder ‘mand som kommer fra en lokalitet med navnet Holt(e) eller med et med dette navneled sammensat navn’. Nogle få mener at holtijaR på guldhornet er brugt appellativisk således at betydningen er ‘skovbo, skovbeboer’. John Kousgård Sørensen opregner argumenterne for de forskellige opfattelser og når frem til at den mest sandsynlige forklaring på holtijaR er at der er tale om en inkolentdannelse med suffikset -ia- til sb. holt. Ordet holtijaR har således betydningen ‘skovbo, skovbeboer’ i funktion som et tilnavn (Kousgård Sørensen 1984:33ff.). Kousgård Sørensen konkluderer desuden at det er forsvarligt at se bort fra suffikset -ia- i nordisk patronymdannelse (ibid:51). Af nyere forskning om holtijaR i guldhornsindskriften kan det nævnes at Lena Peterson karakteriserer ordet som en attributiv tilføjelse til et navn og således ikke som et egenligt navn (Peterson 1994:135), mens Hans Frede Nielsen refererer betydningen som ‘son of Holt’ dog med henvisning til at Kousgård er af ovenstående mening (Nielsen 1996: 336).”
Birgit Eggerts ph.d. afhandling: “Danske stednavne på -holt”. København: Museum Tusculanum, 2006 (s. 6). Også på netstedet:
http://nfi.ku.dk/publikationer/phd-afhandlinger/birgit_eggert_danske_stednavne_paa_-holt_2006.pdf
Hjælp til fremmedord i Birgit Eggerts tekst
Inkolentnavn: Navn på person (indbygger, lat. incola) fra et bestemt område, fx fynbo
Patronym: Faderens fornavn med endelse -søn, -sen, -datter
Attributiv: Tillægs-
Appellativ: Fællesnavn, dvs. som betegner en klasse/gruppe, fx hus, hund – modsat egennavn (proprium)
sb.: Forkortelse for substantiv (navneord)
Udbredelse
Iflg. Danmarks Statistik er der på grundlag af data fra CPR-registret 969 med efternavnet Holt i 2020 (http://www.dst.dk/da/Statistik/emner/navne/HvorMange). Iflg. KU’s navneforskningsafdeling, der har udtræk af CPR fra 2005, var der 1.103, men dette tal omfatter også døde efter 1967 (http://www.danskernesnavne.navneforskning.ku.dk/).
Det er ca. 0,16 pr. 1.000 indbyggere (eller hver 6.200’ende dansker) – altså ret sjældent. Derfor er Holt også beskyttet, dvs. kan ikke frit tages som efternavn. Holst, derimod (altså med s), bæres af mere end 4 gange så mange og er ikke beskyttet. “Listen over frie efternavne indeholder alle de efternavne, der bæres af mere end 2.000 personer. Du kan frit tage et efternavn fra denne liste.” (https://ast.dk/born-familie/navne/navnelister/frie-efternavne)
Med mindre man opfylder et af kravene til at få efternavnet Holt pga familie/slægt/ægteskab (inkluderer pleje- og stedforældre) kan man kun få tilladelse ved at få samtykke fra alle, der bærer efternavnet Holt her i landet. Man skal altså have kendskab til dem, der har navnet og selv indhente samtykke fra dem. Bæres efternavnet af børn, der er fyldt 12 år, skal der indhentes selvstændigt samtykke fra dem.
De fleste andre med efternavnet Holt har utvivlsomt også fået det via gård- og stednavne, lige så lidt som os via nedstamning fra en enkelt urfader Holt. Navne på gårde, vandløb, skove, bebyggelser og andre stednavne med *holt* findes i over 600 variationer, og der er i alt omkring 1.000 stednavne der hedder noget med *holt*… Bøgeholtsminde, Favrholt, Holtum, Sandholt…
Se mere i artiklen: Holt – stednavne
Desuden indgår det i en lang række andre efternavne, fx Bomholt, Lomholt. I udlandet er der mange, der hedder Holt, bl.a. i Norge, England og USA.
På netstedet http://xpoint.experian.dk/navnekort/ kan man se, hvor i landet Holt er mest udbredt. Dvs. kunne man, for siden findes ikke mere (2020). Her var der i alt 891 med efternavnet Holt (data var næppe helt nye). Nordjylland og Syd- og Sønderjylland har mange Holt’er, hvilket ikke er overraskende når man gennemløber listen over stednavne, der har noget med Holt i disse landsdele. Topscorer relativt er Hejnsvig (Syd for Grindsted) med godt 5 Holt’er pr. 1.000 indbyggere. Top 5 postdistrikter er Mariager (25), Kolding (23), Randers (19), København Ø (18) og Hjørring (18).
Hvis Holt-slægten defineret som efterkommere efter den først kendte Holt i Erritsø, Hans Pedersen Holt, kunne identificeres i dag, ville den tælle flere tusinde personer. Men kun få hedder Holt. For det første brugte man langt op i tiden patronym, altså ikke fast slægtsnavn. Enkelte bevarede dog Holt efter patronymet, f.eks. Michel Nielsen Holt. For det andet var slægtsnavnet jo helt op til vore dage lig med mandens efternavn. Dermed er et slægtsnavn kun overlevet hvis det blev fornyet i ubrudt linje fra far til søn. Nogen af de mere talrige grene er efterkommere efter kvinder i Holt-slægten, men ingen i efterfølgende generationer kom til at hedde Holt. Sognefoged Iver Nielsen Lassen f. 1801 i Erritsø fik rigtig mange efterkommere. De var endda dobbelt af Holt-slægt: Han selv var allerede i slægten via sin farmor Johanne, og hans efterkommere yderligere via hustruen Karen.
I Erritsø hed de fleste familier i Holt-slægten ikke længere Holt. Og jeg tvivler på at de efterkommere, der stadig hed Holt ved udgangen af 1800-tallet, er blevet til mange siden. Den gren af slægten, der kom til Taulov fik kun ved en “fejl” navnet Holt, da det var Jens Iversen Holts datter Karen, der flyttede til nabosognet. Og det er således en slags paradoks at denne gren med rod i de første Holt’er i Erritsø måske er en af de mest talrige i dag, der har bevaret Holt som slægtsnavn. Et gæt kan være omkring hundrede, eller ca. 10 pct. af alle nulevende med efternavnet Holt.
Paul Holt