Efternavnet Holt bæres af lidt under 1.000 danskere. Men de tilhører flere forskellige slægter. Den Holt-slægt, der fortælles om på disse sider – min Holt-slægt – har fået navnet fra en gård i Erritsø, der allerede i middelalderen bar dette navn. Den først kendte Holt i Erritsø var Per Holt, nævnt i et jysk tingsvidne 1479. Men der findes ikke kilder som kan vise at vi er hans efterkommere. De tidligst kendte i slægten er fra begyndelsen af 1600-tallet, men først med Hans Pedersen Holt, der var på gården Holt fra 1688, er slægtsrækkefølgen tilstrækkeligt dokumenteret, og jeg har derfor valgt ham som stamfader til vores slægt selv om der er kendskab til nogle af hans aner.
Holt-slægten udgået fra Erritsø er mangfoldig og vidt forgrenet i dag, men langt de fleste hedder ikke Holt. Kun én person i slægtens historie har fået rigtig mange efterkommere med efternavnet Holt. Det er Jens Holt (1843-1926), der var på Bjerregård i Taulov fra 1866 – min oldefar. Og det mærkelige er, at han fik navnet Holt nærmest ved en fejl, idet han udover fornavn ganske usædvanligt også fik efternavn fra sin morfar, Jens Iversen Holt, Erritsø. Ingen af hans 8 søskende fik navnet Holt, hverken som mellemnavn eller efternavn. De hed alle Hansen, patronym efter faderen Hans Frederiksen. Jens Holt fik naturligvis også Hansen som mellemnavn, altså Jens Hansen Holt, men Hansen gik af brug, og Holt blev ført videre til hans efterkommere.
Indholdet for netstedet holt.dk er slægtens forgreninger fra Hans Pedersen Holt i 1600-tallet, men da mit kendskab til den del af Holt-slægten, der har rod i Taulov, er mere omfattende, vil det også præge indholdet – og manglerne. Jeg har i øvrigt selv boet en tid på Bjerregård som dreng og er så gammel at jeg personligt har kendt Jens Holts datter Karen, født i 1867. Ugh!
Mit formål med Holt-stedet er også andet og mere end traditionel slægtsforskning, begrænset til datoer fra kirkebøger og beboere fra folketællinger. Jeg bruger alle de kilder, jeg kan finde, for at fortælle om hver enkelt persons og families liv. Og tænker særligt på at mindes de mange i slægten, jeg selv har kendt i min lange levetid. Også tilgifte, der kom til at spille en rolle i slægten, vil jeg tage med når der er erindringer og dokumenter om dem.
Jeg er meget interesseret i at andre bidrager med oplysninger, artikler, dokumenter, billeder og andet stof. Særligt at få biografier om personer, jeg ikke har kendt eller ikke kan skaffe viden om. – Og oplysninger om fejl!
Skriv til mig via formularen: Kontakt
Paul Holt
Bemærk: En del af indholdet på holt.dk er dokumenter i PDF-format, som måske ikke vises umiddelbart på alle computere, telefoner etc. Men de kan gemmes (downloades) ved at klikke, evt. højreklikke, på hyperlinket med dokumentets navn og derefter åbnes og læses. PDF-dokumenterne har et sideformat, der ligner typiske artikler i tidsskrifter, men kan også være hele e-bøger.