Lorents Holt

Fornavnet blev stavet noget skiftende – Lorents, Lorens, Lorenz, Lorentz. Men af de forskellige versioner er Lorents utvivlsomt det rigtige. For det første er det denne version, som blev noteret i kirkebogen ved hans dåb. Desuden har han selv skrevet sit navn sådan, – fx da han skrev under som Lorents Holt på folketællingsskemaet for Bjerregård i 1901. Der står også Lorents på hans og Anes gravsten.

Som søn af Jens (Hansen) Holt var det oplagt at Lorents skulle have slægtsnavnet Jensen (patronym), men Jens Holt var så glad for sit efternavn at alle hans børn også fik det, dog bevarede de Jensen som mellemnavn. Det fulde navn var altså Lorents Jensen Holt. Jensen gled dog ud af brug, lige som Hansen gik af brug for hans far. På gravstenen står også kun Lorents Holt.

Lorents’ 2 ældre brødre Christen og Hans blev præster, Lorents blev hjemme på Bjerregård – kom dog ud at tjene i landbruget og var elev på Børkop Højskole (ca. 17 km hjemmefra). I 1908 overtog han gården og drev den til han døde i 1949.

Lorents’ 1. ægteskab 17/07/1908 med Kirsten Jensen (12/11/1876 – 18/08/1912)

Kirsten var barnefødt på Astrup Hedegaard, Faster sogn – mellem Skjern og Videbæk i Vestjylland. Gården ser ud til stadig at være i slægtens eje, nu ved Finn Bilberg (et efternavn familien antog fra et gårdnavn i sognet Faster, oprindelig blev det stavet Bildbjerg, ændret i 1906 til Bilberg).

Kirsten og Lorents fik sammen to døtre: Bodil 20/04/1909 og Lone 02/03/1910. Bemærk, Kirsten fik Bodil og Lone inden for 1 år. Hun døde den 18. august 1912, kun 35 år gammel, vistnok af tuberkulose. Det siges at verandaen på Bjerregård blev bygget for at hun kunne ligge i sin seng dér. På kirkegården i Taulov står gravstenen for Kirsten endnu ved siden af de andre i familien.

Efter at Kirsten var død, kom Ane Hansen som husbestyrer til Bjerregård, og det gik som så ofte før. Men da de blev forlovet, måtte Ane pænt tage hjem til Sønderskov indtil de blev gift.

2. ægteskab 23/10/1913 med Ane Hansen (15/10/1885 – 15/03/1954)

Ane og alle de andre i Hansen-familien, Sønderskov, hed Pedersen, men fik 11. December 1905 navneændring til Hansen. Det er således forkert når der mange steder står “født Hansen”, fx på hendes gravsten. Ane hed ganske vist Hansen da hun blev gift, men fik først dette efternavn da hun var 20 år gammel.

Ane og Lorents fik disse 5 børn: Jens (26/10/1914 – 28/09/1954), Peter (20/03/1916 – 31/08/2002), Kirsten (16/03/1918 – 04/07/2001), Martha (07/12/1919 – 28/12/1960) og Johannes (09/09/1924 – 06/06/1984).

Lidt om Lorents og Ane
Livet på Bjerregård var efter Jens Holts (f. 1843) omvendelse og senere beskæftigelse som indremissionær gennsyret af religiøsitet. Næsten alt hvad de tænkte og foretog sig blev set og vurderet ud fra deres tro. Både Lorents og Ane var dog mere ydmyge typer, der ikke havde den stærkt fordømmende side, man så hos mange i Indre Mission. I et brev til sønnen Johannes og dennes kone Hanne skrev Ane således (nogen tid efter at Lorents var død): “Jeg har ikke kunnet gaa i Kirke i Dag, men jeg har hørt Gudstjenesten i Radioen og hvor er der Trøst i dette, at Jesus er gaaet forud og har beredt en Plads til os, og Jesus er den eneste der kan tage Angsten og Frygten fra os, ogsaa naar Døden kommer, og jeg synes jo ældre man bliver, jo mere ser man af Synd ved en selv, og kan saa tidt blive bange for mig selv, om jeg nu ogsaa naar Maalet, og hvor gælder det om kære Johs og Hanne ikke at stirre paa alle de andres Fejl og Mangler, men forarbejde vor egen Sjæls Saliggørelse med Frygt og Bæven.”

Oxford i Taulov
Lorents blev i 1930’erne grebet af Oxford-gruppebevægelsen – en kristen vækkelsesbevægelse grundlagt af den amerikanske missionær Frank Buchman. Udtrykket ‘gruppe’ kommer fra dens engelske navn, Oxford Group, der hentyder til at man organiserede grupper, som især var kendt for at medlemmerne stod åbent frem og bekendte konkrete synder. Det er derfra, udtrykket “Oxford-møder” kommer. Buchman ville have folk til at gøre Jesus til forbillede og leve efter de fire såkald-te absolutter: Ærlighed, renhed, uselviskhed og kærlighed. Man skulle begynde med sig selv. Gjorde alle det, ville man få en bedre verden fri for kriminalitet, ufred, ondskab, egoisme osv. På en måde var bevægelsen et forsøg på, med religiøse midler at løse de mange kriser og samfunds-problemer i 30’erne. Anonyme Alkoholikere og til en vis grad nyere tids gruppeterapier har rødder i Oxford-gruppen. Sidst i 30’erne ændrede Buchman bevægelsens navn til “Moralsk Oprustning” (Moral Re-Armament), og det politiske blev mere fremtrædende.
Oxford fik på kort tid mange tilhængere i Danmark. En af de ledende skikkelser i Danmark var en anden Holt, Lorents’ nevø Christian Holt (Harald Christian Holt f. 1892), redaktør ved Kristeligt Dagblad i 30’erne (1930-36) og præst.
Oxford og ‘missionen’ levede som regel fredeligt sammen og endda i forening, men i Taulov faldt det flere for brystet at det med Lorents Holt var selve “samfundsformanden” (formanden for Indre Missions Samfund) der gik hen og blev Oxfordmand. En af dem, der var mod Oxford og så en splittelse i Indre Mission var Anton Bruun, der siden skrev bogen “Fakkelbærere” om missionærerne i Taulov. Kristeligt Dagblad sendte i 1938 en medarbejder til Taulov for at lave en reportage om konflikten, men den munder nærmest ud i at der egentlig ikke rigtig er nogen. Lorents fortæller i artiklen at han fik en “personlig fornyelse” gennem Oxford og nævner at bevægelsen har gjort det nemmere at få folk til at tale om “de dybeste ting” og få vantro i snak om “deres sjæls frelse”. Jeg fornemmer ikke at Lorents var optaget af de politiske og samfundsmæssige perspektiver ved bevægelsen. Han tog den som et sæt af nye værktøjer i missionen. Men allerede i 1938 var bevægelsen på retur.

Man skal ikke la’ røven søkk før den slæver
Ane havde det ikke for let i Taulov. Hun sagde en gang til Peter (søn, f. 1916) at det havde været en stor overgang for hende. Hun skulle overtage en landhusholdning og 2 små børn, Lorents’ første kone var død og sorgen ikke helt ovre, stemningen var mere tung end hjemme i Sønderskov, følte hun. I gårdens aftægtshus, Bjerrehus, få meter fra gården, residerede de gamle – Jens og Bodil – som var oppe i årene og næppe særlig livligt selskab for en ung kvinde på 28. Jeg tror heller ikke, hun fik den mest hjertelige behandling af alle i Taulov. Det siges at Johanne (f. 1885, Lorents’ søster) omtalte hende som “fiskertøs”. Lorents’ søstre har nok ment at storebroderen Christen blev ‘finere’ gift end Lorents.
Hans søster Marie skrev 1949 i et brev til sin søster Karen meget rosende om Christens børn, bl.a. Gunhild: “Hvor er det skønt at se, hun ikke ofrer Penge paa Krøller og sligt. O gid Lorents’s Børn lignede hende og var optaget af det der hører Guds Rige til…. Der er ligesom en forunderlig Velsignelse, der hviler over Chrestens Børn.”

Senere tror jeg at Ane har følt sig meget bedre tilpas. I 20’erne og 30’erne var der en stor flok børn og unge. Det gav helt anderledes liv på Bjerregård. Næsten alle de fotos, de tog med egne kameraer dengang, udstråler liv og sjov – selv på nogen af dem, hvor de skulle posere foran en professionel fotograf. Men Ane var i høj grad også selv med til at præge miljøet. Hun havde humoren med hjemmefra Sønderskov, og den smittede varigt af på hele familien.

Efter at Lorents var død i 1949 blev Anes hjerte gradvist værre. Sønnen Peter havde overtaget gården, og da han ikke havde nogen kone forsatte hun med alle sine aktiviteter som landhusmor. “Man skal ikke la’ røven søkk før den slæver” sagde hun, med karakteristisk Hansen-humor og for på en måde at dulme de stærke smerter hun havde. I begyndelsen af 1954 fik hun “rejsebud”, som hun udtrykte det i et brev, og tilføjede at “det ikke er saa let at blive rejsefærdig”. Kort tid efter, den 15. marts, måtte hun give op.

Paul Holt