HOLT-SLÆGTEN ERRITSØ TAULOV

Thuesen i Erritsø

Holt-slægtsgrenene efter Maren Thomasdatter Holt (1733-1798) er lige så meget en del af Thuesen-slægten i Erritsø, idet hendes børn er født i ægteskab med Iver Andersen (1731-1798), som kaldte sig Holt efter at have overtaget sin svigerfars gård (Holt), men er født Thuesen. Og i denne slægt er der spor endnu længere tilbage i middelalderen, helt tilbage til “Gumme Nielsen” (Gummoni Nichlesen), der nævnes i dokumenter fra 1370 og 1375, og Tue Gummmesen (død ca. 1437). Til forskel fra Holt-slægten, som blev navngivet med (skiftende) patronymer, havde Thuesen-slægten fast slægtsnavn så langt tilbage vi kan følge dem. Det tyder på en væbnerslægt fra middelalderen. Hovedkilden til oplysningerne her er Lassen-slægtsbogen (se Kilder) om Iver Andersen Holts forfædre 5 generationer tilbage til Peder Jensen Thuesen, der er nævnt i skriftlige kilder første gang 1618 og hvis farfar formodes at være den Peder Thuesen, der i 1541 var underskriver af et skøde i Erritsø.
Herunder vises fra Carlsen-familiens netsted Iver Andersen Holts aner 3 generationer tilbage:

Iver Andersens aner (http://carlsen-family.dk/anc00156.htm)

Iver Andersen Holt

“er født ca. 1730 i Erritsø, og han døde 1798 samme sted og blev begravet d. 5. august.
Han blev gift ca. 1755 med
Maren Thomasdatter Holt
Hun er født ca. 1731 i Erritsø, og hun døde 1798 samme sted og blev begravet d. 27. marts. Iver Andersen Holt overtog efter sin svigerfar dennes gård, Holtegård, i Erritsø, der hørte under Koldinghus Rytterdistrikt, men i 1765 købte han gården til selveje for 506 rdlr. 33 sk.; gårdens hartkorn var 5 tdr. 3 fjdk. 2 alb.
Den 3. november 1764 fik Iver Andersen Holt og hustru, Maren Thomasdatter Holt, skøde på nogle øde byggesteder samt 2 huse med tilhørende jorder i Erritsø. Skødet blev udstedt af Laurits Jensen Thuesen, Erritsø, Peder Jensen Thuesen, Erritsø, Michel Jensen Thuesen, Velling, og Niels Iversen af Fredericia, disse på egne vegne, og Peder Lundemand af Follerup på sin hustru, Birthe Jensdatters vegne samt Christen Eriksen af Kongsted på sin hustru, Lene Jensdatters vegne.
I skødet anføres det, at Iver Andersen Holt, der her nævnes med tilnavnet Thuesen, var brodersøn af skødeudstederne, der havde arvet ejendommene fra deres salige forældre, Jens Pedersen Thuesen og Magdalene Andersdatter, hvis skøde var udstedt d. 11. marts 1710.
Iver Andersen Holt købte ved skøde af 9. november 1785 en skovparcel i Hønneberggård Skov af hartkorn 1 fjdk. 3/8 alb.”
[Lassen-slægtsbogen ane nr. 10-11]

Anders Jensen Thuesen [1. generation før Iver Andersen Holt]

“- eller Kiær, som han senere kaldtes, er født ca. 1699 i Erritsø, og han døde d. 28. september 1740 samme sted. Han blev gift omkring 1731 med
Maren Olufsdatter
Hun er født 1699 i Nr. Bjert, Eltang Sogn, og hun døde mellem 1740 og 1756. Hun blev døbt d. 5. november 1699, og faddere ved dåben var Mads Iversen, Hans Hansen Sandemand, Johanne Rafns, Bodil, Niels Iversens, samt Mette Pedersdatter Kyeds. Maren Olufsdatter blev gift første gang d. 10. august 1723 i Eltang med gårdmand Iver Michelsen i Erritsø, der døde 1729 (skifte afholdt d. 8. december 1729). Anders Jensen Thuesen overtog ved sit giftermål med Maren Olufsdatter dennes første mands fradøde fæstegård under ryttergodset, Snaremosegård, af hartkorn 5 tdr. 1 skp. Ved overtagelsen var der 26 fag bygning samt af besætning: 4 heste, 6 køer, 6 ungnød og 10 får. I årlig landgilde svaredes der ifølge jordebogen 1733: 8 1/2 sk. 1 alb. penge, 3 1/2 skp. rug, 31 1/2 skp. 1 fjdk. byg, 18 1/2 skp. havre, 1 skp. gryn, 7 mk. smør og 1 brandsvin.
Snaremosegård lå tidligere inde i byen, men blev omkring 1830-1840 flyttet syd for byen.
Den 28. oktober 1740 blev der afholdt skifte efter Anders Jensen Thuesen, og det fremgår heraf, at han foruden enken, Maren Olufsdatter, efterlod sig børnene: Iver, 9 år, og Malene, 5 år gammel.”
[Lassen-slægtsbogen ane nr. 20-21]

I “Anetavle for Maren Jensen” (se Kilder) tilføjes under samme aner: “Som Enkens Lavværge blev antaget Svogeren Hans Madsen Ravn af Nr. Bjert, og som Børnenes Formynder blev antaget Peder Jensen Thuesen og Laurits Jensen Thuesen, begge af Erritsø.”

Jens Pedersen Thuesen [2. generation før Iver Andersen Holt]

“er født ca. 1670, og han døde efter 1740, da han nævnes i skiftet efter sønnen Anders. Han var gift med
Magdalene Andersdatter
Hun er født ca. 1679 i St. Velling, Smidstrup Sogn, og hun døde sandsynligvis før 1756.
Jens Pedersen Thuesen overtog efter sin far fæstet af fødegården, nr. 37, i Erritsø, der hørte under ryttergodset, og denne drev han indtil 1735, da sønnen Laurs overtog den. Gården blev nedlagt og udstykket i 1841. Den kaldtes ofte Hermannsgård efter sin sidste ejer, Hermann Pedersen, og lå på pladsen bag Erritsøgård og Toftegård.
Den 11. marts 1710 fik Jens Pedersen Thuesen fra Jacob Jensen Koed i Viuf sammen med sin hustru skøde på 2 øde byggesteder med jorder i Erritsø. Det første lå i Hollensgyde mellem Michel Holt og Hans Jørgensen og havde sidst været beboet af Christen Nielsen og Michel Jensen. Det andet sted var beliggende vest for Hans Clausen og havde senest været beboet af Jep Skov og Knud Nielsen. Det er de to byggesteder, som sønnesønnen, Iver Andersen Holt, senere overtog.”
[Lassen-slægtsbogen ane nr. 40-41]

Peder Michelsen Thuesen [3. generation før Iver Andersen Holt]

“er født omkring 1645 i Erritsø, og han døde efter 1698. Han var gift med
Birgitte Jensdatter (Thuesen)
Hun er født ca. 1640 i Erritsø, og hun døde i februar 1698 samme sted. Peder Michelsen Thuesen nævnes fra 1688 som fæster af den ryttergård i Erritsø, gård nr. 37, som faderen tidligere havde beboet. Han var endvidere ejer af noget jord samme sted og synes at have hørt til egnens mere velstående bønder.
Den 16. marts 1698 blev der afholdt skifte efter Birgitte Jensdatter (Thuesen); hun efterlod sig børnene: Michel Pedersen og Poul Pedersen, boende i Bergen, Jens Pedersen, 28 år, hjemmeværende, Bodil Pedersdatter, gift med Lauritz Lauritzen Housted i Erritsø, og Ellen Pedersdatter, 14 år og hjemmeværende. Sønnerne arvede hver 33 rdlr. 4 mk. 12 3/4 sk., mens døtrene fik hver 16 rdlr. 5 mk. 6 3/8 sk.”
[Lassen-slægtsbogen ane nr. 80-81]

Michel Pedersen Thuesen [4. generation før Iver Andersen Holt]

“er antagelig født omkring 1610. Han var beboer af gård nr. 37 i Erritsø og formentlig bror til nedennævnte Jens Pedersen Thuesen.”
[Lassen-slægtsbogen ane nr. 160]

Jens Pedersen Thuesen [4. generation før Iver Andersen Holt]

“er født i tiden 1600-1610 i Erritsø, og han døde samme sted 1663. Der blev afholdt skifte efter ham d. 18. marts 1663. I Koldinghus Lens jordebog 1653 nævnes Jens Pedersen Thuesen som selvejergårdmand i Erritsø. Den 3. marts 1657 pantsatte han til Poul Nielsen i Snoghøj en ager på Snoghøj Mark, kaldet Ballesager, for en sum af 24 slettedaler. Dette pantebrev blev læst på herredstinget d. 15. maj 1660, d. 16. august 1670, d. 5. november 1675 og d. 2. september 1684. Der blev endvidere udstedt et tingsvidne herom d. 9. september 1684. Ballesager blev indløst af Jens Pedersen Thuesens svigersøn, Peder Michelsen Thuesen. I en indberetning 1662 om gårdenes tilstand i Erritsø oplyses det, at Jens Pedersen Tuesens gård var “ganske øde”. Hartkornet var 7 tdr. 5 skp. 2 fjdk. 2 alb. Gården blev senere erhvervet af færgeforstanderen i Snoghøj og blev derefter kaldt Færgegård eller Snoghøjgård.”
[Lassen-slægtsbogen ane nr. 162]

Peder Jensen Thuesen [5. generation før Iver Andersen Holt]

“nævnes første gang d. 20. januar 1618, da han beseglede et skøde, udstedt til Jens Udesen i Tårup. I 1634 ses han opført som ejer af den gård i Erritsø, som hans søn, Jens Pedersen Thuesen, var ejer af i 1653.
Peder Jensen Thuesen er rimeligvis søn [formentlig sønnesøn, PH] af den Peder Thuesen, som i 1541 beseglede et skøde, udstedt til Jens Michelsen og hustru, Anna Thuesdatter, salig Poul Thuesens datter i Erritsø.

Thuesen-slægten må iøvrigt formodes i middelalderen at have tilhørt lavadelen eller rettere væbnerstanden, og slægten synes oprindeligt at have rod i den adelige Sommer-slægt fra Nordfyn. Den ældst kendte af slægten var antagelig Gumme Nielsen (Gummoni Nichlesen), der nævnes i dokumenter fra 1370 og 1375 og boede i Elbo Herred, vistnok i Erritsø.
Denne Gumme Nielsen er utvivlsomt far til væbneren Tue Gummesen, der døde ca. 1451. Tue Gummesen ejede en gård i Erritsø, som han på et vist tidspunkt skænkede til domkapitlet i Ribe, og det er formentlig efterkommere efter denne mand, der bærer navnet Thuesen og fra og med første halvdel af 1500-tallet bor i Erritsø, hvor de synes at have ejet betydeligt jordegods.”
[Lassen-slægtsbogen ane nr. 324]