Christen Jensen Holt (28/03/1866 – 09/07/1933) var søn af gårdejer i Taulov, indremissionær Jens Holt (27/08/1843 – 17/06/1926) og Bodil Holt f. Christensen (01/05/1845 – 30/03/1928). Gift 04/06/1891 i Sdr. Bjært med Sophie Christine Lind (17/02/1867 – 16/10/1941), datter af gårdejer Christen Nissen Lind (1838-1903) og Mette Johanne Lind f. Hugger (1844-1917).
Christen Holt blev student 1884 fra Fredericia og cand.teol. 1889. Som student var han aktiv deltager i det søndagsskole- og ungdomsarbejde, Indre Mission begyndte i disse år. Han fungerede som præst i Nazaret sogn i hele sin embedstid, 42 år, fra 1891 til sin død i 1933. Og han spildte ikke tiden: Bibeltimer, missionsmøder, søndagsskoler, menighedspleje, KFUM og K, husbesøg – foruden mangfoldige møderejser landet over, særlig inden for Indre missions kredse.
Hans biografi kan ses i i Dansk Biografisk Leksikon: Christen Holt
Se også biografien på krat-holt.dk: Christen Jensen Holt 1866-1933
Hans søn, Paul Holt f. 1900 skrev bl.a. sådan om ham i bogen “Min far”, Haases forlag 1948:
Far var sund og kraftig, en bred, tæt Skikkelse, havde et udpræget Fysiognomi med store Træk, store, lyse Øjne, tyndt, lysblondt Haar og et dejligt, hjertevindende Smil. Hans Ansigt kunde være præget af respektindgydende Alvor, men naar Smilet lyste op, kunde han drage Mennesker til sig, saa forsvandt den Af stand, som man maaske ellers kunde føle, paa Grund af den Respekt som han uvilkaarlig skabte omkring sig, over alt hvor han færdedes..
Da Far gik i Fredericia lærde Skole, bad han en Gang sin Far [Jens Holt], om han maatte subskribere paa H. C. Andersens Eventyr. Han fik Afslag. »Du kan holde Indre Missionstidende,« var Svaret.
Han stod altid tidligt op og havde mange Aar nogle Undervisningstimer om Formiddagen paa Det Danske Missionsselskabs Skole, som han var Forstander for; han gik den lange Tur fra Kroghsgade ud til D. M. S. i Hellerup for at faa frisk Luft og Motion; fra Barnsben var han vant til en lang Skolevej i al Slags Vejr og altid til Fods [Taulov – Fredricia] og han mente, at dette var en væsentlig Grund til hans gode Helbred; han lærte aldrig at cykle. Som Mødeleder gennemførte han alle Steder en nøje Præcision. Det fortælles saaledes fra hans Formandstid i Københavns Indre Mission, at han altid begyndte Bestyrelsesmøderne paa Slaget, selv om Medlemmerne ikke var kommet; det hændte, at han kunde sidde alene med Forretningsføreren og synge Indledningssangen aldeles uforstyrret af, at de øvrige Bestyrelsesmedlemmer først indfandt sig efterhaanden.
Da jeg blev Student spurgte Far mig ganske stille om mit Gudsforhold, den eneste Gang, jeg mindes, at han har gjort det. Jeg svarede, at jeg ikke var klar over min Stilling, men nok den Vej, jeg ønskede at gaa. Far svarede, at der jo saa ikke var nogen Grund til at opsætte det. Saa var den Samtale forbi.
Jeg kan huske, at jeg undrede mig noget over Fars øjensynlige Mangel paa Forstaaelse for de sjælelige Nuancer, for Overgangsstadier. Han kendte ikke til Tvivl, og havde ikke nogen særlig Evne til at hjælpe i intellektuelle Vanskeligheder. Denne »Mangel« hang nu nok sammen med en meget udpræget Forstaaelse for, at Kristendom ikke er et intellektuelt Problem, men et eksistensielt Forhold. For Far var Syndserkendelsen det afgørende, og Hovedsynden var den menneskelige Selvretfærdighed. Han prædikede efter den indre missionske Disposition, ankret omkring Synd og Naade, Frelse og Fortabelse, Tro og Vantro, Retfærdiggørelsen ved Troen alene, nøje knyttet til Teksten.
Læs hele kapitlet: Paul Holt om sin far, Christen Jensen Holt, 1948